Der findes flere typer af lyd, du kan tilføje til dit projekt.
Sæt dig med dit projekt og lav en liste over hvilken musik, tale, lydeffekter og atmosfærelyd du skal bruge. Du kan vælge selv at optage al lyd, eller du kan finde noget af den på nettet. Husk, du skal have ret til at bruge de lyde og den musik, du finder på nettet.
Musik
Musikken skal understrege den stemning, der er i projektet. Derfor er det vigtigt, at du ikke vælger et nummer, bare fordi du synes, det er godt. Du skal vælge et nummer, fordi det er præcis det nummer, der passer bedst til dit projekt.
Tale
Hvis der er tale eller dialog i projektet, skal du finde stemmer, der passer til. Skriv nogle sætninger ned fra dit projekt og få forskellige personer til at læse dem op, for at finde den rigtige stemme til projektet.
Lydeffekter
Du kan bruge lydeffekter til at forstærke enkelte elementer på lydsiden. Det kunne fx være, at du gerne vil lægge vægt på en person, der kommer ind ad en dør, eller en bil der bremser. I film lægges lydeffekter altid på i filmens efterarbejde. Se de to identiske videoklip herunder som viser hvor meget lyd, der kommer på efter optagelserne.
Atmosfærelyd
Atmosfærelyd er den ”baggrundslyd”, der skal være i projektet. Hvis du sætter dig helt stille i 30 sekunder og lytter, vil du lægge mærke til, at der findes mange lyde i selv tilsyneladende stille rum. Laver du fx en gyser, kan atmosfærelyden være en sagte buldren, som skaber en utryg stemning.
Optagelse
Når du optager lyde skal du finde et helt stille lokale, hvor du ikke bliver forstyrret. Sæt eventuelt et "vil ikke forstyrres" skilt på døren og sæt din telefon på lydløs. Hvis du optager direkte med headset ved computeren, skal du sørge for at vælge en computer, der ikke selv støjer. Hvis du optager på telefon eller tablet, skal du bruge hovedtelefoner eller earbuds til at tjekke, hvordan det du optager lyder.
Der findes mange steder på nettet, hvor du kan finde underlægningsmusik.
Find the Tune (kun Skoletube-brugere)
Det er et rigtig fint sted at finde al musik (og lydeffekter). Det er nemt at søge på fx genrer eller stemninger, og man kan downloade lydfilerne direkte til sin Skoletube-kanal/konto eller sin klippecomputer.
OBS: Film med musik fundet på Find the Tune må KUN udgives på Skoletube.
Andre sites
På Medier for alle kan du finde en opdateret oversigt over sites på nettet, hvor du kan finde musik og lydeffekter.
Klippeprogrammer
Mange film- og lydklippeprogrammer har en sektion, der kan lave underlægningsmusik, fx. Soundation som kan tilgås gratis via Skoletube, hvis din skole abonnerer på det. Alle Mac computere har programmet Garageband installeret. Hvis du går ind under sektionen ’Loops’ i Garageband, kan du finde en masse numre, du frit kan benytte i dit projekt.
På nettet kan du finde gratis lydeffekter.
Effektlyde kan være svære at finde, da de skal passe til dit produkt og helst være gratis. Her er der nogle hjemmesider, der har et godt udvalg.
Find the Tune (kun Skoletube-brugere)
Det er et rigtig fint sted at finde alle lydeffekter. Det er nemt at søge, og man kan downloade lydfilerne direkte til sin Skoletube-kanal/konto eller sin klippecomputer.
OBS: Film med lydeffekter fundet på Find the Tune må KUN udgives på Skoletube.
Der er mange lyde (33.000). Men det er overskueligt. Og så er der den fede feature Mixer mode hvor du allerede på hjemmesiden kan prøve at klaske flere lyde oven i hinanden og høre resultatet.
Husk at søge på engelsk.
Andre sites
På Medier for alle kan du finde en opdateret oversigt over sites på nettet, hvor du kan finde musik og lydeffekter.