Vejledning til
Lav en character poster
Brugerne arbejder med billeder og udtryk. De skal skabe en character poster til en karakter i en kortfilm på baggrund af et stillbillede, de udvælger fra filmen. De reflekterer over, hvilken historie de vil fortælle med billedet, samt hvilke virkemidler de dertil vil anvende.
Målsætning
- At udvælge ét billede, der kan fungere som plakat for en fortælling i levende billeder.
- At afstemme en filmplakats virkemidler (billede, skrifttyper, farver, komposition) ift. filmens indhold.
- At bruge et billederedigeringsprogram.
FORUDSÆTNINGER
Alle film med karakterer kan i princippet bruges til aktiviteten.
Til aktiviteten anvendes det online billedredigeringsprogram Photopea via Skoletube, Canva eller Pixlr, som er gratis og på dansk. Der findes en guide til de tre programmer under "Værktøjer". Til simple plakater kan også PowerPoint eller Word anvendes.
Det er, som med alle andre programmer, en god ide selv at lege lidt med billedbehandlingsprogrammet, inden man giver sig i kast med opgaven.
Canva er nemt og brugervenligt og leverer mange layouts at starte fra.
Photopea via Skoletube er lidt mere avanceret, men giver flere muligheder. Skabeloner at starte fra. Kræver abonnement på Skoletube.
Pixlr er lidt mere avanceret, men giver flere muligheder.
Kompetencekrav
Brugerne skal kunne:
- Betjene computer på basalt niveau.
- Arbejde selvstændigt i grupper.
Tip til brug i andre sammenhænge
I kan også lave character posters til fx spillefilm, YouTube-videoer eller film, I selv har lavet.
Tips til evaluering
Eleverne opfordres til at vise deres plakat til andre for at få dem til at vurdere det samlede produkt.
Respondentgruppen får følgende spørgsmål:
- Kan I lide plakaten, og hvorfor?
- Beskriv karakteren på plakaten.
Diskutér i jeres egen gruppe, om de andres oplevelse af jeres plakat passer godt til det, I gerne vil med plakaten. Er det nødvendigt at lave ændringer i jeres plakat?