Vejledning til
En sag - mange meninger
Eleverne finder tre spørgsmål om et emne, optager interviews med 5-10 personer og klipper det sammen til en kort helhed, så der gives forskellige vinkler på emnet.
Målsætning
- At planlægge, optage og redigere interviews til en vox pop
- At fremstille en sag nuanceret
En vox pop er "folkets stemme". En serie spørgsmål og svar om et aktuelt emne klippes sammen til en kort helhed, så der gives forskellige vinkler på emnet.
På relativt kort tid kommer holdet igennem alle filmens grundfaser (forproduktion, produktion og postproduktion) og arbejder samtidig i dybden med et emne, de selv eller læreren har bestemt.
Ofte bruges vox pop til at give et bredt udsnit af folks meninger om en sag, men voxpoppen kan også bruges som evaluering af et forløb eller et projekt, hvor hele klassen kommer til orde med refleksioner over, hvad de hver især har lært. Vox poppen giver et færdigt produkt, som kort og præcist kan videreformidle eleverne oplevelse af et projekt til f.eks. forældrene.
Intervieweren stiller et eller flere enslydende spørgsmål til alle interviewede om et emne. Svarene redigeres ned, så de er ganske korte. Eleverne kan skiftes til at være interviewer og fotograf.
Hovedopgaven er at finde relevante spørgsmål, optage interviews og efterfølgende at få redigeret det til en helhed. En voxpop kan gøres meget overskuelig med meget få spørgsmål og få interviewpersoner, og den kan gøres mere kompleks med flere spørgsmål og mange interviewpersoner, samt hvis man også optager stemningsbilleder til filmen. I materialet opfordrer vi til at stille tre spørgsmål til 5-10 personer, og optagelse af stemningsbilleder er en ekstraopgave.
Teknisk kan en vox pop løses meget simpelt ved at bruge en smartphone som kamera. Vi anbeler at redigere på computer, fremfor smartphone, fordi det er nemmere at sidde flere om computeren. Brug WeVideo via Skoletube, hvis I har adgang dertil. Ellers kan alle andre redigeringsprogrammer bruges.
Videre arbejde
Denne SmåP-aktivitet indgår også i undervisningsmaterialer på Filmcentralen.dk, som giver mulighed for desuden at arbejde analyse- og oplevelsesbaseret med film:
Hvor har jeg hjemme?
Kompetencekrav
Eleverne skal kunne:
- Arbejde selvstændigt i grupper.
- Filme med en smartphone og uploade klip til en Skoletube-kanal.
- Betjene computer på basalt niveau.
Tip til brug i andre sammenhænge
Vox pop betyder "folkets stemme". En vox pop er en stribe korte interviews, der vinkler et emne fra forskellige sider.
Tips til evaluering
Afspil gruppernes vox pop og diskutér:
- Fungerer det? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvilke holdninger kommer frem til de enkelte spørgsmål? Er de ensartede eller nuancerer filmen på svarene.