Vejledning til
Genfortæl som tegneserie
Eleverne skal omskabe et afsnit af Ebbe Skammelsøn til en tegneserieside. De arbejder primært med billedbeskæring, sekundært med komposition og perspektiv, og udfylder et storyboard, hvor de anvender dette. Ud fra storyboardet skyder de billeder, som de anvender i den tegneserie, som de fremstiller i programmet Comic Life eller Pixton (SkoleTube).
Målsætning
- At kunne dramatisere et (afsnit af) et digt.
- At kunne remediere et (afsnit af) et digt som tegneserie.
- At arbejde med billedbeskæring som fortællende element i en historie.
AKTIVITETEN IFT. NYE FÆLLES MÅL
Se de detaljerede mål på Materialeplatformen (klik på fanebladet 'Undervisningsinformation').
FORUDSÆTNINGER
Det anbefales at bruge Comic Life, som er et tegneserieprogram, der kan downloades gratis til en prøveperiode på 30 dage. Installér derfor først programmet kort tid inden I skal bruge det, eller køb en betalingsversion. Findes også til iPad/iPhone i en billig betalingsversion.
Alternativt kan man bruge Pixton, hvis man har SkoleTube. Det er lidt mindre intuitivt tilgængeligt til denne aktivitet, og der skal arbejdes mere for at få samme effektfulde resultat. Men det kan sagtens lade sig gøre. Findes også som velfungerende app, der kan installeres gratis og derpå tilgås via SkoleTube fra tablet.
Som underviser er det en fordel, hvis man selv har prøvet at lave en tegneserie i Comic Life eller Pixton, således at man har en god føling med, hvordan man bedst kan vejlede i forhold til at få billeder, talebobler mm. til at passe sammen.
Kompetencekrav
Brugerne skal kunne:
- Betjene kamera og computer på basalt niveau.
- Arbejde selvstændigt i grupper.
- Installere et program, hvis der arbejdes med Comic Life.
Tip til brug i andre sammenhænge
Husk at veksle mellem nærbilleder og (halv)totaler. Variation i billedbeskæring er et effektivt virkemiddel i tegneserier (og film).
Tips til evaluering
Diskutér de forskellige motiver, perspektiver og billedbeskæringer i tegneserien. Lad brugerne spørge andre brugere:
- Kan I lide tegneserien eller ej, og hvorfor?
- Er det tydeligt, hvad der sker i historien?
- Hvilke følelser er der involveret?
- Mener I tegneserien hovedsageligt er information/oplysning, underholdning eller reklame, og hvorfor?
- Hvem mener I, er målgruppen?
- Hvor mener I, tegneserien egner sig til at blive vist?
Bed brugerne om at diskutere i deres egen gruppe, om de andres oplevelse af deres tegneserie passer godt til det, de besluttede under ”Til hvem, hvor og hvorfor?”