Vejledning til
Steder der fortæller
I denne aktivitet skal eleverne arbejde med et sted som udgangspunkt for universskabelse. Hele aktiviteten kan bruges som udgangspunkt for idéudvikling til en fortælling (f.eks en kortfilm).
Målsætning
- At pirre elevernes nysgerrighed og skærpe deres lyst til at udforske et emne
- At gøre eleverne i stand til at formidle et univers
- At give oplevelse af at valg af location har indvirkning på karaktereren i en fortælling
OM AKTIVITETENS TRIN
På aktivitetens trin 1 skal eleverne tænke på et sted der har gjort dem nysgerrige, og som de godt kunne tænke sig at udforske nærmere. Trinnet er sat til 15 min, men kan eleverne ikke finde på noget, kan de evt cykle en tur ud i lokalsamfundet og se om de kan finde et sted. I så fald tager trinnet naturligvis længere tid.
På trin 2 skal eleverne fotografere stedet i sin helhed samt nogle detaljer fra stedet. Det er vigtigt at eleverne løser alle billedopgaver knyttet til trinnet. Det er også vigtigt, at gøre eleverne opmærksomme på, at de ikke må tage billeder af huse og personer, der er beboet, uden de har fået lov til det.
På trin 3 skal eleverne forestille sig, hvem der kunne bo på eller være brugere af stedet. De kan søge inspiration i karaktergalleriet.
På trin 4 skal eleverne finde på nogle tillægsord, der beskriver stedet.
På trin 5 skal eleverne samle de forskellige billeder og ord fra stedet (fra trin 2 og 3) til noget de kan præsentere for andre. Det kunne være et digitalt dokument (brug fx Powerpoint eller Word) eller planche. Valg af skrifttype og skriftfarve kan have stor betydning for præsentationen.
Hele aktiviteten kan bruges som udgangspunkt for ideudvikling til en fortælling, fx til en kortfilm. Lad fx to grupper gå sammen og lad den ene gruppes location være hovedkarakterens, mens den anden gruppes location er modstanderens. Hvilken "naturlig" fortælling skabes af det? Hvad er hovedkarakterens mål? Hvorfor vil modstanderen forhindre det?
Tip til brug i andre sammenhænge
Produktet af aktiviteten er et godt udgangspunkt for ideudvikling af en fortælling, fx til en kortfilm.
Tips til evaluering
Kan man fornemme stedets stemning?
Lad de andre elever gætte på, hvem der kunne bo på eller bruge stedet. Stemmer det med gruppens idé?