SmåP lægger sig op ad Medierådets anbefalinger:
Anbefalinger fra Medierådet
Når eleverne har brugt tid på deres film- og medieproduktioner og er stolte over resultatet, vil de ofte gerne dele dem med andre og få deres kommentarer. Her er de sociale medier lettilgængelige platforme til at dele på. Det er vigtigt, at eleverne forstår og kan håndtere fordele og ulemper ved at dele materiale på internettet. Det handler om at have digital dannelse for at bevæge sig bevidst, kritisk og ansvarligt på internettet og de sociale medier.
Medierådet for Børn og Unge har samlet nogle anbefalinger omkring internettet og især brugen af de sociale medier:
God stil på internettet handler om:
Tag en snak med eleverne om:
- At behandle andre med respekt.
- At være kritisk over for det, man møder på de digitale og sociale medier. Hvem er afsender?
- At tænke sig om før man deler film, billeder, blogindlæg, opdateringer, kommentarer og likes.
- At overveje det, man vil skrive, en ekstra gang.
- At have god omgangstone, når man chatter med andre og kommenterer på hinandens film, billeder og updates. Ironi kan fx være svært at forstå, når man ikke kan se glimtet i øjet.
- At være opmærksom på, hvem man deler med. Én ven, hele klassen, alle venner, hele verden?
- At have kontrol over sit online privatliv. Fx ved brug af privatlivsindstillinger.
Få mere viden om brug af sociale medier i skolen, privatliv online og ophavsret (herunder Creative Commoms) i folderen Anbefalinger om brug af sociale medier i skolen.
Privatliv online
Det er vigtigt, at du og dine elever er opmærksomme på, hvad det vil sige at have et privatliv online. Det handler om, at man har kontrol over sit liv på internettet: at man ved hvem, der ved hvad om én, og hvem, der bruger hvilke informationer om én og til hvad.
- Personlige data som fx telefonnummer, adresse, CPR-nummer og password til blog eller profiler skal man holde sig fra at dele.
- Oplysninger, der er så private, at det kun er de allernærmeste, der skal kende dem, hører heller ikke hjemme på internettet. Det kan være private fotos eller opdateringer om pinlige situationer.
- Det, der lægges på internettet forsvinder ikke, det kan søges, findes og deles også år frem i tiden.
Hvis du som lærer vælger at være venner med dine elever på et socialt medie, skal du være opmærksom på, at du bevæger dig ind i et digitalt rum, hvor skillelinjen mellem privat og offentlig ikke er skarpt optrukket. Overvej din egen adfærd på de sociale medier og gå foran som en god rollemodel.
Ophavsret
Internettet og smartphones gør det meget nemmere at kopiere fra andre og genbruge det. Der skal ikke mange klik til for at dele billeder, musik og film på internettet. Der findes mange ting, man godt må dele på internettet, men der er også ting, man ikke har lov til at dele.
- Den, der skriver en tekst, indspiller en sang, laver en film eller tager et foto, ejer rettighederne til værket. Man må ikke bruge andres værker uden at have fået lov.
Da videndeling er et af internettets største potentialer, er mange også opmærksomme på at give andre lov til at bruge deres værker gratis. Med en Creative Commons licens kan man for eksempel vælge at give andre lov til at bruge ens værk, bare de nævner én og ikke bruger éns værk kommercielt.
Få mere information og vejledning på www.medieraadet.dk. Se også på www.emu.dk (søg på webetik) for undervisningsmaterialer om internettet og sociale medier.